Under en større kontrolaktion har Skattestyrelsen fundet forhold hos flere virksomheder, der giver anledning til yderligere skattekontrol.

Det skriver styrelsen fredag på sin hjemmeside.

Fundene blev gjort under en landsdækkende kontrolaktion 20. august, hvor Skattestyrelsen sammen med Arbejdstilsynet og politiet var forbi i alt 51 virksomheder.

- Skattestyrelsens fokus under kontrollerne er at sikre, at især udenlandske virksomheder og medarbejdere betaler den skat, de skal, til Danmark. Vores kontrolindsats er med til at understøtte fair konkurrence over for de virksomheder, som følger reglerne, udtaler underdirektør i Skattestyrelsen Preben Buchholtz.

Under aktionen fandt man tegn på problemer hos 15 virksomheder i Storkøbenhavn, mens der var ni tilfælde i Sydjylland og fire på Fyn.

Ifølge Skattestyrelsen var der tilfælde, hvor danske virksomheder burde have indeholdt og afregnet dansk skat for deres udenlandske arbejdere.

Videre var der virksomheder, hvor styrelsen vil følge op på, om de får indberettet løn og skat korrekt for udenlandske arbejdere, der blev mødt under kontrollen.

I to af tilfældene var der virksomheder, der havde udlændinge ansat uden opholdstilladelse, mens flere virksomheder i byggebranchen måtte vejledes i korrekt skiltning på byggepladser.

På Fyn havnede fire udenlandske selskaber i styrelsens søgelys.

- Som det ser ud nu, så skal virksomhederne og deres medarbejdere enten beskattes i Danmark gennem et fast driftssted, ellers skal de udenlandske arbejdere beskattes hos den danske virksomhed, de udfører arbejde for. Det kan vi først afgøre, når vi har indhentet flere oplysninger, udtaler Preben Buchholtz.

Fundene er gjort under styrelsens femte landsdækkende aktion, oplyser styrelsen.

"Indsatsens formål er at bekæmpe social dumping og sikre, at arbejde i Danmark foregår på ordentlige vilkår og efter danske regler".

Social dumping er, når udenlandsk arbejdskraft laver opgaver i Danmark til en lavere løn og ringere arbejdsforhold end deres danske kolleger.

Begrebet dækker også situationer, hvor udenlandske virksomheder udfører opgaver i Danmark uden at leve op til danske regler, herunder betaling af skat.

Virksomhederne kan nu se frem til yderligere kontrol for blandt andet at opgøre den skat, der burde være betalt til Danmark, lyder det fra Skattestyrelsen.

Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet har siden 2012 samarbejdet i en fælles myndighedsindsats.

Indsatsen indebærer, at der hvert år gennemføres aktioner landet over på steder, hvor der er mistanke om brug af illegal arbejdskraft og manglende betaling af skat.

Skattestyrelsens kontrol har siden 2020 resulteret i udsendte skatteopkrævninger for over to milliarder kroner.

RITZAU