Et stykke lækkert brød med fyld på toppen. Mere simpelt kan det ikke beskrives, men det kan fås i et hav af forskellige smage og markant mere varierede og sofistikerede former. En dansk delikatesse. Smørrebrødet er en klassiker også i Byens Bedste. 

Læs om alle de nominerede til Byens Bedste Smørrebrød 2026 herunder, og find alle de andre kategorier her, eller i bunden af artiklen.

Foto: Mathias Svold

Bo Bech er en af landets mest erfarne og kendte kokke, og han har prøvet det meste fra gourmet til simpelt finesse.

I starten af året forsøgte han sig for første gang med smørrebrød på sin egen Restaurant Bobe, der ligger på det historiske Gråbrødretorv i flotte, gamle lokaler med det, der må være en af byens største åbne pejse, og et kælderlokale fra middelalderen. Og det var et smart træk. 

Stjernekokkens take på den danske klassiker er innovativt og smukt, men samtidig fyldt med klassisk velsmag med det altid let overrumplende Bech’ske twist.

Læs anmeldelse her.

Gråbrødretorv 11, 1154 København K. 

Foto: Søren Bidstrup

Møntergade slog dørene op i 2020, og alligevel har man en fornemmelse af, at restauranten altid har ligget på hjørnet af Møntergade og Vognmagergade – Københavns nyklassiske smørrebrødsrestaurant par excellence.

Frokostkortet består primært af klassisk smørrebrød, som serveres med Michelin-præcision – gerne med et twist, men uden at det nogensinde forholder sig illoyalt til udgangspunktet.

Desuden har Møntergade næsten altid noget virkelig appetitligt og interessant på tavlen med udgangspunkt i sæsonens bedste råvarer.

Selvom stedet stadig er ungt, er det allerede – og det er fuldt berettiget – blevet en moderne københavnerinstitution.

Læs anmeldelse her

Møntergade 19, 1120 København K.

Foto: Mathias Svold

En sjælden bevaringsværdig forsvarslomme vis-a-vis landets mest overrendte turistinferno, Strøget.

Café Gammeltorv har beværtet madglade københavnere siden 1910 med klassisk, godt og ukrukket smørrebrød. Stemningen og indretningen rummer en særlig autenticitet, der snart er helt forsvundet i Indre By. Og så holder det bare stadig. 

Er man smørrebrødsaficionado, er Café Gammeltorv ikke til at komme udenom, og her er et sted, enhver gastronom med kærlighed til smørrebrødet bør aflægge et besøg.

Læs anmeldelse her.

Gammeltorv 20, 1457 København K. 

Foto: Thomas Lekfeldt

Lumskebugtens historiske lokaler på havnefronten klos op ad A.P. Møllers hovedkvarter summer af gammel københavnsk højborgerlighed. Servicen er korrekt, men samtidig imødekommende og venlig.

Her venter en smuk, intim og virkelig velsmagende frokost for dem, der er kloge nok til at lægge vejen forbi. Her er rødspætten paneret med rugmel og stegt på panden. Ikke noget med panko og en tur i frituren.

På nær en enkelt narrestreg eller to er spisesedlen helt klassisk. Frokosten eksekveres perfekt og i det helt rette tempo a la den gamle verden. Her er alt i balance, og man er altid i opløftet humør, når man forlader de stemningsfulde lokaler.

Læs anmeldelse her

Esplanaden 21, 1263 København K.

Foto: Celina Dahl

Der er ingen molekylærgastronomiske tricks på menuen i kælderen hos Restaurant Kronborg. Smørrebrødet her er traditionelt, og når tingene står klassisk og enkelt, er det detaljerne, der tæller.

Og netop detaljerne er i orden i Kronborgs kælder, hvad enten det handler om at stege en fiskefilet, lave en frikadellefars eller røre den bedste hjemmelavede mayonnaise.

Her er alt knivskarpt eksekveret, tilsat en hyggelig atmosfære, og så er priserne ganske fornuftige. Går man efter ærkeklassisk københavnsk smørrebrød, er det svært at se, hvor det laves bedre.

Læs anmeldelse her

Brolæggerstræde 12, 1211 København K.