Den rutinerede kroatiske bokser Filip Hrgovic kan kalde sig verdensmester i sværvægt efter en medrivende titelkamp mod det talentfulde britiske boksehåb Moses Itauma i London.

Itauma kunne med en sejr have sikret sig IBF-bæltet og være blevet tidernes næstyngste sværvægtsverdensmester efter Mike Tyson, men den 21-årige bokser blev stoppet i niende omgang og i stedet sendt på hospitalet efter karrierens første nederlag.

Itaumas træner kastede håndklædet i ringen, men få øjeblikke inden havde kampens dommer allerede stoppet opgøret af frygt for britens sikkerhed. Bokseren vaklede rundt og så ud som om, at han var ved at vælte.

Den unge bokser måtte efterfølgende bæres ud af ringen, og han blev kørt direkte til hospitalet til nærmere undersøgelse.

Sejrende Filip Hrgovic takker de højere magter for at have energi nok til at blive stående i den drænende titelkamp, som hans unge modstander ellers dominerede i de første omgange.

Han er sikker på, at Itauma nok skal gå en stor fremtid i møde.

- Jeg er nutiden, og han er helt sikkert fremtiden. Han er en fantastisk fighter. Han er helt unik. Han er den bedste, jeg har mødt i ringen, men han har brug for mere erfaring.

- Jeg kunne mærke, at kampens tempo var højt. Jeg vidste, at jeg tabte omgangene, men jeg vidste, at tiden tikkede til min fordel. Jeg kunne se, at han var ved at løbe tør for energi, siger 34-årige Hrgovic ifølge AFP.

Den knap to meter høje kroat står noteret for 21 sejre i 22 professionelle kampe, imens Moses Itauma led sit første nederlag i sin 15. kamp som professionel.

RITZAU